Film om Ribe Domkirkes restaurering

Sammen med filminstruktør og filmproducent Morten Bo Larsen har vi produceret tre film om Ribe Domkirke og den forestående restaurering.

Første afsnit: I dette afsnit følger vi arbejdet frem mod restaureringen af Ribe Domkirke. Vi ser på, hvordan projektet blev til, hvilke undersøgelser og overvejelser der ligger bag, og hvorfor Ribe Domkirke betragtes som en vigtig del af den nationale kulturarv. Afsnittet giver et indblik i de første skridt på vejen mod en af de største forandringer af kirken i nyere tid.
Andet afsnit: Ribe er Danmarks ældste by og rummer en helt særlig historie om både opgangs- og nedgangstider. Afsnittet fortæller, hvordan byens skiftende skæbne var med til at bevare mange af de historiske bygninger. Det er et portræt af en by, hvor fortiden stadig er synlig i gader, huse og byrum.
Tredje afsnit: Ribe Domkirke har i århundreder været byens naturlige samlingspunkt og mest markante vartegn. Afsnittet undersøger, hvordan kirken er blevet en del af identiteten for mange mennesker – både lokalt og nationalt. Samtidig viser det, hvordan kirken kan rumme tro, kultur, historie og fællesskab og dermed, i ordets bedste forstand, fungere som en folkekirke.