Pressemeddelse: Arkitekt valgt til restaurering af ikonisk domkirke

Ribes historiske domkirke skal de kommende år gennemgå en omfattende restaurering og nytænkning af kirkens indretning. Nu er arkitekten, der skal løse opgaven, valgt.

Det bliver VMB Arkitekter fra Aarhus, der skal stå for den omfattende restaurering og nye indretning af den historiske Ribe Domkirke. 

"Vi er utroligt glade for, at vi nu har valgt den arkitekt, der skal være med til at føre vores projekt med videre – og dermed også har fået et bud på, hvordan vores kirkerum skal se ud", siger Elof Westergaard, biskop i Ribe Stift.

Mens Ribe Domkirkes kirkerum først og fremmest er et gudtjenesterum, er kirken også blevet et rum for flere besøgende samt hverdagens og årets begivenheder – koncerter og andre samlende arrangementer. Det sætter nogle nye krav til de funktioner, domkirken skal have. 

"Formålet med vores omfattende restaurering og nye indretning af kirkens indre er at bevare og fremhæve Domkirkens kulturarvsværdier, mens vi samtidig får skabt en moderne og funktionel ramme for kirkens mange forskellige aktiviteter, som også fungerer i hverdagen", fortæller biskoppen. 

Respekt for historien

Arkitekturhistorisk er domkirken en palimpsest – et gammelt hus, der bærer mange tider i sig. Ved den seneste store restaurering, afsluttet i 1904, valgte man netop at respektere dette: en ydmyghed over for traditionen og en bevidsthed om, at man bygger videre – lag på lag. Det er samme ønske, man har for den forestående restaurering. 

"Med VMB Arkitekters projekt ’Harmonisk genklang’ har de præsenteret en løsning, der ønsker at fremhæve kvaliteterne i de eksisterende forhold i domkirken og kun tilføjer nye elementer, hvor der er behov eller hvor det styrker den eksisterende arkitektur", siger biskop Elof Westergaard.

Det kommende restaureringsprojekt består blandt andet i nyt kirkegulv, forbedret indeklima og akustik, ny indretning og forbedret handicapadgang. 

Restaureringen og den nye indretning er støttet af A.P. Møller Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden samt William Demant Fonden. 

Fakta

  • Projektet har haft sin opstart og håbet er, at det nye kirkerum står færdigt i 2029
  • Ribe Domkirke blev senest restaureret i 1904
  • Kirken er blandt de ældst bevarede i Danmark


Evt. henvendelser til biskop Elof Westergaard på eve@km.dk, mobil 24 67 70 40

Billede 2 VY NYINDRETNING AF KOR jpg webVisualisering af hovedskibet ved koret i Ribe Domkirke (Illustration: VMB Arkitekter)
Billede 3 VYNYINDRETNINGAFTURISTINDGANG webVisualisering af turistindgangen i Ribe Domkirke (Illustration: VMB Arkitekter)
Billede 1 RDKPLANVMB webPlan over det restaurerede kirkerum i Ribe Domkirke (Illustration: VMB Arkitekter)